Sibirisk Kulde

I dag er det lørdag den 28. januar på Østerbro i København, og det er koldt som ind i helvede.
En isnende blæst fra øst bringer den Sibiriske kulde ind over landet, så vand og mine pensionistfingre fryser til is i løbet af kort tid. Mine forskellige led knager i frosten, og cyklen bevæger sig fremad som om den kørte i en eller anden form for sej tjære.
Det eneste der mangler for at gøre lidelserne fuldendte er en snestorm, og at fjernvarmen bliver afbrudt. Jeg hader kulde..!
Men på trods af alt dette, cyklede jeg alligevel hen i Fælledparken i formiddag for at fotografere installationen af en ny bro hen over søen. Broen er fremstillet i et stykke i Polen og blev løftet på plads af en monsterkran, mens en mindre skare af frysende mennesker så til. Mange af dem havde medbragt deres små børn, hvor flere helt åbenbart frøs om fingrene. Som barn kan man fryse om fingrene, så de stakkels små begynder at græde af smerte.
Mine fingre frøs også, men det havde den virkning, at jeg ikke kunne mærke dem, hvilket gjorde det til en øvelse bare at finde og trykke på udløseren.
Oven i alt dette har jeg det handicap, at min næse løber hele tiden - snøft - snøft...fuck.
I nærheden af broen havde kommunen opstillet to "kaffevogne", hvor folk kunne få en smule varme. Ved hver vogn var der en kø på mindst 30 meter. Det mindede mig om billeder af frysende mennnesker, som står i kø i Moskva for at få et brød eller en sild!
Jeg kørte hurtigt hjem igen for at komme ind i varmen. Billederne jeg tog blev noget skrammel. Ikke mindst fordi broen var sat på plads, da jeg ankom - fuck.

Snakkemaskinen

Der snakkes meget. I de forskellige medier snakkes der hele tiden, og når man ikke hører på det, snakker man med sig selv!
Jeg hører meget P1. Her snakkes der ifølge sagens natur utroligt meget. Især politikere og meningsdannere som eksperter og journalister formår at holde snakken oppe på maksimale højder. Mange gange kan jeg undre mig over, at snakkemaskinerne kan få tid til at trække vejret!
Men den kører bare der-ud-ad. Især for personer som Magrethe Vestager og de fleste andre politikere. De kan snakke i en uendelighed med kort varsel om hvad som helst, og jo mere der snakkes desto mindre ved de om det, de snakker om. Mette Frederiksen er en af dem, som fører stort, når der skal snakkes sammen med Karen Jespersen. Efter at have hørt dem snakke i mindre end to minutter, begynder jeg at gå i sort og blive desperat. Jeg skruer ned for lyden som en ren overlevelsesforanstaltning, og har forlængst glemt, hvad de snakker om.
Mediernes enorme indhold af massiv snak har dog en stor fordel, og den er at man kan opleve den totale stilhed, når man betjener den store afbryder. Tilbage er der kun en svag summen inde i hovedet og derefter en velsignet stilhed.
I denne sammenhæng vil jeg gøre opmærksom på det gamle ordsprog: "Tomme tønder buldrer mest."
Der er ikke noget snakkemaskinerne elsker mere end et stort publikum, de kan snakke til, for uden tilhører er enhver snak meningsløs med mindre man snakker med sig selv.
Tilhørerne skal helst give udtryk for, at det er en god snak de hører, men pas på for i så fald kommer der bare endnu mere snak. I den forbindelse betyder det ikke noget, om tilhørerne har forstået, hvad der snakkes om.
Snakkemaskinerne bliver meningsdannere, selv om deres snak er fuldstændig meningsløs.
De er blevet til overtalere, som har fået os til at tro på, at der er krise. De har også bildt folk ind, at det er deres egen skyld, fordi de er for dumme eller fordi de ikke har hørt efter, hvad politikere og eksperter siger.
Det er lykkedes for snakkemaskinerne at kvæle dialogen mellem mennesker med deres syndfloder af snak. De er på den måde en stor trussel mod demokratiet.
Derfor: SLUK FOR SNAKKEMASKINERNE.