lørdag den 6. februar 2010

Kødklister

Eksperter, politikere, journalister og befolkningen i almindelighed diskuterer mange og forskellige emner for tiden. Et af dem er, om der skal være mulighed for at lime kødaffald sammen til hele stykker med det såkaldte kødklister. Og hvad er kødklister?
Det er ikke en ny udgave af Karlsons Klister, men et enzym ved navn Thrombin som i sammenhæng med fibrinogen sørger for, at blodet koagulerer og lukker eventuelle sår på mennesker, så de ikke forbløder.
Så i stedet for at slagteren skal smide sine afskårne kødstumper ud, kan han lime dem sammen til store stykker og sælge dem. Mon det er muligt at lime oksekød sammen med kødstykker fra grise og kyllinger?
Forbrugeren kan ikke vide, om hans bøf er limet sammen, da Thrombin ikke kan spores medmindre der er tilsat et sporstof.
Min forlængst afdøde morfar, som var landmand i Jylland, sagde bl.a., at "Verden vil bedrages."
Der er sandelig også mange, som gerne vil bedrage, hvis det giver penge i kassen, eller hvis man kan komme i TV ved at gøre det. Sådan har det altid været, og mulighederne for svindel og humbug har aldrig været større, hvilket selvfølgelig frister svage sjæle i denne tid med finanskrise og røde tal på bundlinien.
Men det er ikke kun slagtere, som forsøger at sælge deres produkter ved at lime dem sammen af forskellige tvivlsomme affaldsprodukter. De samme gælder politikere, som efter bedste evne forsøger at sælge deres meninger om hvadsomhelst til vælgerne ved at sige det, som diverse meningsmålinger måtte vise er gangbart her og nu.
Så der findes klister til ethvert formål som f.eks. meningsklister, religionsklister, taburetklister, tapetklister, sekundklister osv, og der er uendelig meget, som kan og bliver klisteret sammen med profit og bedrag for øje.
Jeg vil anbefale, at man bruger skruer i stedet for, og at man i det hele taget lader være med at spise kød.

Ingen kommentarer: