Den globale finanskrise er endnu ikke afblæst. Vi befinder os alle midt i den, men nogen er mere klar om det end andre. Det gælder især dem, som har mange penge investeret i aktier og boliger i form af lån, som de ikke kan betale tilbage. Det er spændende stof for medierne, som ganske gratis får mulighed for at finde frem til diverse svindlere ansat i banker og pensionsfonde, hvor de kan jonglere rundt med folks penge.
Det gik galt hen ad vejen, så staten har lånt dem ca. 100 milliarder, så de fortsat kan være med i det globale finanscirkus.
I mellemtiden er det umuligt at fremskaffe bare en milliard til en absolut nødvendig forbedring af folkeskolernes indeklima, som forgifter de stakkels børn med et for højt indhold af kuldioxyd med deraf følgende forringet indlæring. Det er absurd og dermed uforståeligt for almindelige mennesker som så meget andet i forbindelse med finanskrisen.
Der blev sagt fra højeste sted, at nu skulle alt være transparent (gennemskueligt) fremover, men er det blevet implementeret?
Heldigvis ved solsorten ikke noget om finanskrisen. Den fortsætter med at synge, som den plejer at gøre i maj måned, og det er ganske gennemskueligt.
Mange tak herfra...
